23948sdkhjf

Pludselig stod tre kinesere på kontoret og ville snakke med direktøren

Power-direktør, Jesper Boysen, er blevet udsat for identitetstyveri, beretter elektronikkæden

"Et omfattende identitetstyveri".

Sådan beskriver Power det forløb, som fik sin foreløbige kulmination, da tre kinesiske forretningsfolk pludselig stod på kædens hovedkontor i Glostrup - og ville snakke med direktør Jesper Boysen. 

- Det er en fuldstændig surrealistisk situation. De arme mennesker var kommet helt fra Kina til Danmark kun for at tale med mig, men mine kolleger måtte jo desværre skuffe dem. For vi kendte intet til den ret omfangsrige ordre, udtaler Power-direktøren om det besynderlige forløb. 

Ordren skulle Jesper Boysen angiveligt have placeret på en messe i Berlin. På selvsamme messe havde Power dog også selv folk til stede - og derfor var de vidner til et større identitetstyveri, hvor en mand havde udgivet sig for at være Jesper Boysen. 

- Min kollega gik rundt på IFA i fuld POWER-uniform, da en kinesisk kvinde pludselig kom og spurgte efter mig. Da hun fik at vide, at jeg ikke var på messen, men hjemme i Danmark, sagde hun: ”Nej-nej, jeg har lige talt med Jesper” og viste et forfalsket visitkort til min kollega. Svindleren havde bestilt 5.000 kogeplader hos hende. Den ordre kunne vi så annullere på stedet, udtaler direktøren. 

Han tilføjer, at man i Power har en idé om, at det er organiserede bander, der står bag svindelnummeret, som har til formål at få virksomhederne til at betale for varer, som de aldrig selv ser skyggen af. 

- Jeg må sige, at jeg er en smule rystet, for jeg har aldrig tidligere oplevet noget tilnærmelsesvis i den her skala, konstaterer Powers direktør. 

Sagen er meldt til politiet, oplyser elektronikkæden. 

Se nøgletal for:
Læs mere om: svindel detailhandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.66